Jeg er fagperson

Jeg er fagperson

Hvorfor opstår spiseforstyrrelsen - og hvorfor bliver den ved?

I en engelsk undersøgelse fra University College London talte forskerne med autistiske kvinder med spiseforstyrrelser, deres forældre og behandlere. En af forskerne var Kate Tchanturia, der står bag PEACE. Ud fra samtalerne lavede de modellen herunder.

Modellen kan give et billede af, hvorfor nogle unge med autisme udvikler en spiseforstyrrelse, og hvorfor de kan blive fastholdt i den.

Model over hvordan autismerelaterede udfordringer kan føre til og fastholde restriktiv spisning (Brede m.fl. 2020)
KilderBrede m.fl. (2020), Journal of Autism and Developmental Disorders

Modellen viser, at restriktiv spisning for nogle unge fungerer som en måde at skabe ro, kontrol og forudsigelighed i et liv, der opleves overvældende. Sensoriske udfordringer, rigiditet, svært ved at regulere følelser og høje krav kan gøre det at spise mindre til en strategi for at dæmpe stress og kaos.

Det kan ske direkte, fx når bestemte smage, konsistenser eller kropsfornemmelser er svære at rumme. Og det kan ske indirekte, når udfordringerne giver så meget uro, at maden bliver det, den unge kan styre.

Samtidig kan sulten forstærke de udfordringer, der var der i forvejen. Og fordi den restriktive spisning faktisk giver ro på kort sigt, kan det blive svært at give slip på den.

Når spiseforstyrrelsen bruges på denne måde, kan den både skjule og forstærke de underliggende autistiske træk. Derfor kan det være vigtigt tidligt at undersøge, om spiseforstyrrelsen især er en måde at håndtere hverdagen på - så behandlingen kan tilpasses den unges måde at være i verden på.