OM VINGEFANG
Velkommen til Vingefang
Velkommen til Vingefang. Vingefang er skabt af Mette Skjærbæk og Anne Martens. Mette er sygeplejerske, leder Skjærgården og har i to årtier arbejdet med unge med spiseforstyrrelser og neurodivergens. Anne er journalist og har selv erfaring som pårørende. Gennem mange og lange samtaler har vi samlet viden, erfaringer og refleksioner i håb om at bidrage til en mere nænsom og individuelt tilpasset støtte til unge, der kæmper.
Navnet Vingefang er valgt med omhu. For os rummer det både billedet af den unge, der, når tiden er rigtig, folder sine stærke vinger ud og løfter sig selv. Samtidig rummer det billedet af det omsorgsfulde vingefang, der i perioder må folde sig beskyttende om den unge og skabe ro.
Denne hjemmeside vil løbende blive opbygget som en levende platform, hvor vi deler materialer, der kan inspirere og støtte forældre, fagpersoner og andre, som står tæt på et ungt menneske i mistrivsel. Vi håber at samle viden, nødhjælpsplaner, statistik, erfaringsudveksling og meget mere.
Vingefang er et frivilligt projekt. Vi har endnu ikke modtaget økonomisk støtte til arbejdet og udvikler derfor hjemmesiden, værktøjerne og indholdet i vores fritid. Vi gør det, fordi vi ganske enkelt ikke kan leve med ikke at forsøge at forbedre forholdene for de mange børn, unge og familier, som hver dag kæmper med spiseforstyrrelser, neurodivergens og et system, der ofte kan være svært at finde rundt i.
Vi forsøger at være så ærlige og gennemsigtige som muligt. Det, du læser, bygger på officielle kilder, forskning og erfaring fra praksis. Men vi kan tage fejl, så vær kritisk og nysgerrig og følg gerne kilder og læs med selv. Vores håb er, at alt indhold på Vingefang med tiden bliver kvalitetssikret af relevante fagpersoner. Finder du en fejl, et dødt link, eller har du forslag til noget, vi bør forbedre eller tilføje, håber vi, at du vil kontakte os.
Vores ønske er at hjælpe unge spiseforstyrrede mennesker videre i livet. Vi tror på, at alle bør få den hjælp via et trygt og unikt tilpasset forløb i erkendelsen af, at en stor del af denne gruppe ikke kan behandles ud fra de konventionelle tilgange. Det vil vi kæmpe for skal ske ved at forsøge at påvirke beslutningstagerne til at sikre en ny tilgang til denne gruppe af unge.
Med dyb omsorg for jer, der står midt i livskrisen.
Mette og Anne
Hvem er siden til?
Vingefang handler især om børn og unge, der er syge med anoreksi og samtidig har autisme og/eller ADHD. Det er dér, vores erfaring ligger. Meget af det, vi skriver, gælder sikkert også ved andre spiseforstyrrelser eller for unge med andre baggrunde, og alle er velkomne her. Men det er ikke vores speciale, og derfor kan vi ikke vide, om det passer i alle situationer.
Om indholdet på Vingefang
Vingefang er lavet af Mette og Anne. Vi er frivillige, og vi har ingen ansatte, jurister eller forskere i ryggen. Vi har valgt at dele det, vi har samlet, fordi vi oplever, at behovet er stort og haster.
Meget af det, du læser her, bygger på erfaringer fra unge, pårørende og Mettes arbejde med unge. Noget af det passer måske ikke på dig. Vær kritisk, og brug det, du kan bruge.
Vi er ikke psykologer, læger eller jurister. Vi gør os umage med at henvise til officielle kilder og forskning, men regler ændrer sig, og vi kan tage fejl. Tjek derfor altid linkene, og få vigtige ting bekræftet, fx af jeres behandler, patientvejledningen eller kommunen, før du handler på dem.
Vi har brugt digitale værktøjer, herunder AI, til at finde og gennemgå kilder. Alt indhold er læst og vurderet af os.
Finder du en fejl, så skriv endelig til os på info@vingefang.nu.
Sådan arbejder vi
Klinisk erfaring (Skjærgården)
Mette Skjærbæk leder Skjærgården og har i mange år arbejdet med unge, der har både en spiseforstyrrelse og autisme eller ADHD. Mange af rådene og redskaberne her bygger på det, hun har set virke - og ikke virke - hos de unge. Det er erfaring fra praksis, ikke forskning. Når der ikke står en kilde under et råd eller en tekst, bygger det på klinisk erfaring.
Forskning
Vi er vilde med forskning. Desværre er der ikke så meget i det krydsfelt vi arbejder med. Vi er ikke selv forskere, men vi har læst mange studier og fundet meget spændende materiale som vi forsøger at opsummere som en hjælp til dig. Vi linker altid til de originale studier så læs endelig mere selv (hvis du kan overskue det). Har du forskningsartikler eller andet du synes kan være relevant for os, så hører vi meget gerne fra dig.
Når vi linker til fagpersoner og andre sider
Nogle steder linker vi til artikler, podcasts og materialer fra bestemte fagpersoner og sider, fx psykolog Kirsten Callesen, børne- og ungdomspsykiater Jakob Ørnberg, Overlevelsesguiden og det engelske PEACE-projekt. Vi vælger dem, fordi de formidler viden om autisme, ADHD og spiseforstyrrelser på en måde, som vi selv og andre har haft glæde af, og som er let at forstå for både unge, familier og fagpersoner.
Vi får ikke penge for at linke til nogen, og et link betyder ikke, at vi anbefaler en bestemt behandling eller et bestemt behandlingssted. Brug det, der giver mening for jer.
Kender du en behandler, en forening eller en side, som andre kan have gavn af? Så send os endelig et link på info@vingefang.nu eller via kontaktformularen.