Tilbagefald er ikke fiasko - det er en del af vejen
Denne side handler om tilbagefald og sammenbrud. Læs den, når du føler dig tryg - og gerne sammen med en anden.
Forskning peger på, at autisme kan hænge sammen med længere og sværere forløb (Nielsen m.fl. 2015, Saure m.fl. 2020). Klassiske behandlingsmodeller passer sjældent godt til hjerner, der bearbejder verden anderledes - og netop derfor er det ekstra vigtigt at kende tegnene og handle i tide.
Vejen mod bedring er sjældent lige. Den snor sig, og det er helt naturligt at snuble, vakle eller have brug for pauser undervejs. For unge med ASF kan krav om forandring, uforudsigelighed og følelsesmæssigt pres opleves særligt intenst - og selv efter længere fremgang kan gamle mønstre pludselig trigges.
Men ikke alle tilbagefald er ens. Jo bedre vi som pårørende eller behandlere bliver til at skelne mellem graden og typen af tilbagefald - og give støtte derefter - desto større er chancen for, at en lille snublen ikke udvikler sig til et reelt sammenbrud.
Beskrivelse og forslag til støtte
Snublen
Et kortvarigt tab af fodfæste
Den unge handler i et øjeblik ud fra gamle mønstre - for eksempel ved at springe et måltid over, blive vred, gå en ekstra runde eller isolere sig mere end vanligt - men bevarer en grundlæggende kontakt til behandlingen og ønsket om bedring.
Sådan kan du støtte
Reager roligt og kend timingen - man kan godt bare have en elendig dag, hvor man har brug for at være vred eller ked eller opgivende. Afvent en åbning.
Afhængigt af den unge kan du måske spørge ind til, hvad der blev svært, og hvordan du eller I kan hjælpe bedre næste gang.
Mind den unge om, at han eller hun har ret til et liv uden en spiseforstyrrelse.
Hjælp den unge med at finde mening i reaktionen - ikke skyld og skam.
Hjælp den unge med at huske, hvad der kæmpes for. Måske endda konkret (fx "husk at vi gør det fordi du så gerne vil kunne komme med til ridning igen").
Et reelt skred
Noget begynder at glide i den forkerte retning
Der ses en mere vedvarende forværring i adfærd eller tanker, og den unge begynder at trække sig fra samarbejdet, men der er stadig kontakt og mulighed for dialog.
Sådan kan du støtte
Tag det alvorligt, men uden at overtage eller overreagere.
Øg tilpasset struktur og forudsigelighed - ofte er kaos i omgivelserne en del af årsagen.
Vær nysgerrig på, om der er noget særligt i hverdagen, der har skubbet til den unge (også evt. noget på sociale medier eller blandt venner).
Undersøg, om der er noget i hverdagen eller behandlingsrammen, der føles uoverskueligt.
Sammenbrud
Kontrollen mistes helt
Den unge mister fodfæste og orientering - måske nægtes al hjælp, der ses massiv vægt- eller funktionsnedgang, og spiseforstyrrelsen overtager fuldstændigt.
Sådan kan du støtte
Det kræver akut handling - og ofte en gentænkning af behandlingsrammen.
Prioritér tryghed, trøst og nærvær - frem for konfrontation.
Gentag det, der var virksomt tidligere. Genindfør stressnedsættende faciliteter. Det gamle fundament kan genopbygges.
Skru helt ned for krav og op for sanseregulering og struktur.
Kontakt behandlingsstedet, egen læge eller lægevagten. Ring 112 ved akut fare.
Husk, at et tilbagefald ikke betyder, at noget er ødelagt. Det betyder, at den unge har brug for støtte lige nu. Målet er ikke at undgå alle tilbagefald, men at hjælpe den unge med at forstå dem, lære af dem - og rejse sig igen. Husk den unge og jer selv på, at nu kender I vejen, I har betrådt den før, så I finder den igen.
Jo tidligere vi ser den unge tøve og snuble, og jo hurtigere vi støtter med ro og forståelse, desto større er chancen for, at det stopper der. På sigt er målet, at den unge selv kan mærke efter og endda forudse perioder eller episoder, der kan medføre snublen, og derfor af sig selv igangsætte de strategier og den hjælp, der skal til, for at det ikke kommer dertil. Det kan være brugbart at skrive det ned løbende, så I kan huske, hvad der virkede til næste gang.