Jeg er pårørende

Til pårørende

Eksempelbrev

Et eksempel. Navnene er opdigtede.

Dette er et eksempelbrev. Det er skrevet til et sæt bedsteforældre, men kan selvfølgelig tilpasses, så det passer til én person, flere familiemedlemmer eller andre, der står jer nær.

Kære mormor og morfar

Først og fremmest tak. Tak fordi I elsker Sofie. Og tak fordi I bliver ved med at spørge, hvordan det går, selv når det kan være svært at svare.

Vi ved, at I gerne vil hjælpe. Vi ved også, at det kan være svært at vide hvordan. Derfor har vi skrevet dette brev. Ikke fordi vi forventer, at I skal vide alt om anoreksi eller autisme, men fordi vi håber, det kan gøre det lidt lettere at forstå, hvad vi står i lige nu - og hvordan I bedst kan støtte Sofie og os som familie.

Som I ved, er Sofie syg med anoreksi. Og nu er hun også blevet udredt og har fået diagnosen autisme. Det kom som en overraskelse for os. Men jo mere vi lærer om det, og jo mere vi tænker tilbage på hendes barndom, jo mere giver det faktisk mening. Det betyder, at mange ting, som tidligere var en selvfølge, nu kræver langt flere kræfter - både for hende og for os.

Vi ved også godt, at det her kan være svært for jer. At I måske nogle gange bliver usikre på, hvad I skal sige eller gøre. Det forstår vi godt. Det bliver vi også selv. Derfor håber vi, at I har lyst til at spørge os, hvis I er i tvivl. Vi forventer ikke, at I gør alting rigtigt. Det vigtigste er bare, at vi kan tale sammen.

Noget af det vigtigste, vi har lært, er, at Sofies anoreksi ikke handler om mad. Maden er det, man kan se, men sygdommen handler om meget mere. Derfor kan selv velmente kommentarer om mad, vægt eller udseende nogle gange få den modsatte effekt af det, man ønsker.

Sofie er stadig den samme pige, som I altid har kendt. Hun elsker stadig dyr, hun griner stadig af de samme ting (måske ikke så højt som før), og hun har sådan brug for at mærke, at hun er meget mere end sin sygdom.

Så spørg endelig ind til hendes interesser, en god bog, en serie eller noget, hun har oplevet. Og hvis reaktionen ikke er som vi havde håbet på, eller hun ikke virker til at ville tale om det, så er det okay. Det betyder ikke, at hun ikke blev glad for, at I spurgte. Og så siger vi tak, fordi I prøvede.

Vi er jo på en stejl læringskurve herhjemme, men noget af det vigtigste, vi har lært, er at undgå kommentarer om vægt, krop eller mad - både om Sofie og om andre. Vi ved godt, at sådanne kommentarer altid er kærligt ment, men de kan være svære for hende at håndtere. Derfor hjælper det os meget, hvis den slags ikke fylder, når I er sammen med hende - medmindre hun selv bringer det op.

Og så skal I vide, at vi savner jer. Og er kede af at takke nej til så meget socialt. Nogle dage er der bare ikke kræfter til det. Vi håber alligevel, I bliver ved med at invitere os. Og Sofie. Og at I ved, at vi glæder os til, at den slags kommer igen.

I spørger tit, hvad I kan gøre for at hjælpe. Vi synes selv, det er svært at mærke, hvad vi har brug for. Men spørg endelig. Så prøver vi at huske at spørge jer også. F.eks. hvis Daniel skal køres til badminton, eller vi kunne bruge en portion lasagne på onsdag.

Og bare så I ved det. I behøver ikke vide alt om anoreksi eller autisme. I behøver heller ikke altid sige det helt rigtige. Det vigtigste for os er ikke perfekte ord. Det vigtigste er, at Sofie fortsat mærker, at I elsker hende, præcis som hun er.

Tak fordi I er der. Det betyder mere, end I sikkert selv ved.

Kærlig hilsen

← Tilbage til "Brev til familie og venner"