Lidt råd og refleksioner om madplaner

Nogle unge kommer ud af behandling for en spiseforstyrrelse med en madplan. Undervejs har både den unge og familien måske lært meget om måltider, mængder, energiindhold og kalorier. For nogle unge var kalorietælling allerede en del af spiseforstyrrelsen, før behandlingen begyndte.

En madplan kan være en vigtig og nødvendig støtte. Den kan skabe struktur og tryghed og hjælpe den unge til at spise tilstrækkeligt, også når sult- og mæthedssignaler er svære at mærke eller stole på. Og den kan berolige forældrene, fordi de ved, at deres barn får "nok" mad.

Men hvad sker der, når den unge har fået det fysisk bedre?

For nogle unge bliver madplanen gradvist mindre vigtig. De får mere lyst til livet, bliver mere fleksible og begynder igen at kunne spise efter situationen: være sammen med venner, spise noget spontant eller lade dagens aktiviteter bestemme, hvornår og hvad de spiser.

For nogle unge med autisme eller ADHD kan den overgang være betydeligt sværere.

Nogle autistiske unge trives med tydelige rammer, gentagelser og forudsigelighed og kan have en meget detaljeorienteret måde at bearbejde information på. Når man gennem længere tid har lært meget præcise regler for, hvad man skal spise, hvor meget og hvornår, kan det derfor være svært pludselig at skulle gøre noget andet.

Hvis man først har lært energiindholdet i en lang række fødevarer, kan en detaljeorienteret hjerne ikke bare beslutte sig for ikke længere at vide det.

Den unge kan derfor være nået langt fysisk og have stabiliseret sin vægt, mens reglerne, tankerne og ritualerne omkring maden fortsat fylder meget. Familien kan opleve, at spiseforstyrrelsen stadig sætter dagsordenen, selvom vægten ikke længere er det største problem.

Her er det vigtigt at være nysgerrig frem for bare at fjerne strukturen.

Når kroppen får mere energi, følger der ofte mere overskud, nysgerrighed og lyst til livet med. For nogle kan det blive begyndelsen på vejen tilbage til skole, venner, fritidsaktiviteter og et almindeligt ungdomsliv.

Men for nogle neurodivergente unge var netop dét ungdomsliv blevet alt for svært.

Måske var skoledagen uoverskuelig. Måske var de sociale spilleregler svære at forstå. Måske brugte den unge enorme mængder energi på at passe ind, håndtere sanseindtryk eller klare skift og krav uden at kunne forklare, hvor svært det var.

Nogle neurodivergente unge har samtidig svært ved at registrere, forstå og sætte ord på egne følelser og behov. De kan derfor igen og igen være havnet i situationer, som de egentlig ikke kunne holde til, uden at kunne sige tydeligt:

• Det her er for meget for mig.
• Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.
• Jeg har brug for hjælp.

Spiseforstyrrelsen kan i den situation få en funktion. Når den unge ikke spiser eller får det dårligere, stopper omgivelserne op og lytter. Krav bliver udsat eller fjernet. Spiseforstyrrelsen kan dermed - uden at det er et bevidst valg - blive en meget effektiv måde at sige nej, stop eller hjælp mig på.

Hvis vi vil hjælpe den unge med at slippe spiseforstyrrelsen, må vi derfor også hjælpe med at finde andre måder at kunne mærke, forstå og kommunikere de samme behov på.

Ikke nødvendigvis.

For nogle er madplanen fortsat en god støtte. Hvis den skaber ro, sikrer tilstrækkelig ernæring og ikke begrænser den unges liv, er der ikke nødvendigvis nogen grund til at skynde sig at fjerne den.

For andre bliver den en begrænsning. Måske siger den unge nej til en spontan tur med vennerne, fordi et måltid skal spises på et bestemt tidspunkt. Måske kan familien ikke ændre planer. Eller måske vil den unge egentlig gerne kunne spise noget andet, men reglerne føles umulige at bryde.

Så bliver det relevant at arbejde med større fleksibilitet.

Det arbejde handler ikke kun om at ændre på maden. Man kan selvfølgelig konkret øve små ændringer i tidspunkter, mængder, produkter og måltider. Men samtidig må vi være nysgerrige på det, der ligger rundt om maden:

• Hvad bliver svært, hvis spiseforstyrrelsens regler forsvinder?
• Hvilke situationer har den unge brug for hjælp til at forstå og håndtere?
• Hvad vil den unge gerne kunne være med til, som madplanen eller spiseforstyrrelsen står i vejen for? Og hvad vil de egentlig helst slippe for?
• Hvordan kan den unge lære at mærke og sige fra, før belastningen bliver for stor?

For nogle unge går vejen til større fleksibilitet omkring maden derfor hånd i hånd med en større forståelse af deres neurodivergens - fra dem selv, men også fra omgivelserne.

Målet er ikke fleksibilitet for fleksibilitetens skyld.

Målet er, at maden og madplanen ikke står i vejen for det liv, den unge selv gerne vil leve.