Jeg er pårørende
Kære pårørende
At leve tæt på en ung med spiseforstyrrelse er hjerteskærende og frustrerende. Vi ved det. Anne har prøvet det. Mette har hjulpet et utal af familier igennem det. Så allerførst omsorg herfra.
Hele intentionen bag denne hjemmeside og projekt Vingefang er at tænde et lille lys af håb i en svær tid for jer, der står i det uvisse og ofte uoverskuelige. Heldigvis ved vi og ser vi hele tiden unge mennesker, der bliver raske og får et dejligt liv, også selv om de har været igennem lange og svære forløb. Men for langt de fleste har vejen ud af spiseforstyrrelsen været lang og opslidende - og ofte meget svær at finde.
Det svære er, at hvad der kommer til at lykkes for den ene kan være helt forkert for den anden. Og det er sjældent én ting eller en behandlingsretning alene, der er den afgørende faktor, men i stedet et samspil af mange forskellige indsatser - og måske også tid og lidt held. Men det kan lade sig gøre. Og heldigvis kommer de fleste ud på den anden side igen.
Her på siden har vi samlet en række redskaber, artikler og andet, som vi mener og håber vil kunne hjælpe dig og jer gennem den svære tid. Tag det du kan bruge og forkast det, der virker forkert. Stol på din intuition og hav et åbent sind.
Med håbet om lysere tider. Og med varme og kærlig omsorg til dig.
Mette og Anne.
Redskaber til hverdagen
Brev til familie og venner, hjælp omkring måltider og konkrete råd til hverdagen.
Forstå jeres barn
Om spiseforstyrrelser, autisme og hvorfor spiseforstyrrelsen kan føles som en hjælp.
Rettigheder og muligheder
Om hospital, kommune, økonomi, skole og hjælp til jer som pårørende.
Støtte til jer selv
Hvor I kan få rådgivning og støtte, og hvad andre pårørende har delt.
Der er håb
Til sidst. Der findes ingen enkel løsning. Der er ingen garanti for udfaldet. Men lige nu står du overfor et kompetent ungt menneske, der har sagt fra over for en verden, som har været for meget - og som ikke længere vil have sine grænser overskredet. Det kræver både styrke og mod. Det er ikke et fravalg af livet, men et opråb om, at noget må være anderledes. Et ønske om hjælp og et ønske om et mere tåleligt liv.
Husk, at alt ikke behøver ændres på én gang. Selv små justeringer kan få stor betydning. Læs løbende rådene igennem - og vælg én indsats ad gangen. Måske får du som forælder eller behandler øje på noget, der passer bedre til jeres situation. Så prøv det. Måske rykker den unge sig på parametre, du ikke umiddelbart lægger mærke til. Opgaven er at vise, at forandring er mulig - at vi sammen kan skabe et solidt ståsted for den unge. Det gør vi ved at mindske overbelastning, skabe stabilitet, sikre viden om ASF og ADHD hos både den unge og netværket - og vigtigst af alt: Gennem handlinger og omsorg vise, at den unge ikke er forkert, men værdifuld, præcis som vedkommende er.
Kilder
- Eddy m.fl. (2017), Journal of Clinical Psychiatry - et amerikansk studie, der fulgte kvinder med anoreksi og bulimi i 22 år. Ca. 63 % med anoreksi og 68 % med bulimi var kommet sig
