Til den unge
Spiseforstyrrelser kan se meget forskellige ud. For nogle fylder tanker om vægt, krop og mad meget. For andre handler vanskelighederne mere om sanser, angst, kontrol, forudsigelighed eller manglende interesse for mad.
En spiseforstyrrelse opstår sjældent af én enkelt grund. Biologiske, psykiske og sociale faktorer kan spille sammen, og hos den enkelte unge kan spiseforstyrrelsen også få en funktion. Den kan for eksempel blive en måde at skabe kontrol, dæmpe angst, regulere svære følelser eller håndtere en hverdag, der er blevet for belastende.
Nogle gange er der en tydelig belastning omkring det tidspunkt, hvor spiseforstyrrelsen udvikler sig - for eksempel mobning, konflikter, tab eller store forandringer. Andre gange kommer problemerne mere snigende, når summen af krav, stress og overbelastning over tid bliver for stor.
For nogle unge bliver en spiseforstyrrelse også vejen til, at en hidtil uopdaget autisme eller ADHD bliver opdaget.
Når en spiseforstyrrelse først er opstået, er det vigtigt ikke kun at spørge: Hvad udløste den? Vi må også være nysgerrige på: Hvad er med til at holde den fast? Og hvilken funktion har den fået i den unges liv? Hvis spiseforstyrrelsen for eksempel har udviklet sig i en hverdag, hvor skole, sociale relationer, sanseindtryk eller krav er blevet uoverskuelige, er det vigtigt, at behandlingen også har fokus på den del.
For nogle unge er det derfor ikke nok alene at behandle spiseforstyrrelsens symptomer. Vi skal samtidig forstå den unges samlede situation og hjælpe med de belastninger, som ligger omkring spiseforstyrrelsen. Ellers kan behandlingen utilsigtet komme til at øge belastningen. Det kan for eksempel ske, hvis en ung med et allerede overbelastet nervesystem hurtigt presses tilbage til en hverdag, som fortsat er uoverskuelig, eller hvis den unge mangler hjælp til at forstå sociale situationer, egne behov og grænser.
Det er noget af det særligt komplekse ved spiseforstyrrelser og neurodivergens: Hvornår bliver hjælpen en kærlig hånd i ryggen, som hjælper den unge videre - og hvornår øger kravene angst, overbelastning og behovet for at holde fast i spiseforstyrrelsen?
Ved anoreksi begrænser man sit indtag af mad og har typisk en stærk frygt for vægtøgning. Krop, vægt og kontrol kan komme til at fylde meget, og ens oplevelse af egen krop og vægt kan være forstyrret. Autisme og ADHD forekommer hyppigere blandt mennesker med anoreksi end i befolkningen generelt.
Ved atypisk anoreksi ses mange af de samme tanker, følelser og adfærdsmønstre som ved anoreksi, men du er ikke nødvendigvis undervægtig. Tilstanden kan være lige så alvorlig som klassisk anoreksi, selv om den kan være sværere for omgivelserne at opdage. En spiseforstyrrelse kan være alvorlig, også selvom man ikke er undervægtig.
Ved ARFID er det begrænsede madindtag ikke drevet af et ønske om at tabe sig eller ændre kroppens form. Det kan i stedet handle om stor følsomhed over for smag, lugt, konsistens eller temperatur, frygt for eksempelvis opkastning eller at få noget galt i halsen, eller meget lille interesse for mad og spisning - man mærker ikke sult og glemmer at spise. ARFID ses også ofte sammen med autisme og ADHD.
Bulimi er kendetegnet ved tilbagevendende episoder med overspisning og oplevelse af tab af kontrol efterfulgt af forsøg på at kompensere - for eksempel ved opkastning, faste eller overdreven motion. Skam og hemmeligholdelse fylder ofte, og derfor kan bulimi være svær for omgivelserne at opdage.
Ved BED oplever man tilbagevendende episoder, hvor man spiser store mængder mad og samtidig oplever tab af kontrol. I modsætning til ved bulimi er der ikke regelmæssig kompenserende adfærd bagefter. Stress, svære følelser og overbelastning kan have betydning, og nogle oplever betydelig skam omkring deres spisning.
Pica er en spiseforstyrrelse, hvor man gennem længere tid spiser ting, som ikke almindeligvis betragtes som mad - for eksempel papir, jord eller kridt. Pica kan blandt andet ses hos mennesker med udviklingsforstyrrelser og intellektuelle funktionsnedsættelser, men kan også forekomme i andre sammenhænge.
Hvis du har autisme, ADHD eller på anden måde oplever verden anderledes end de fleste, kan vejen ind i en spiseforstyrrelse se anderledes ud. Det kan blandt andet handle om:
Derfor passer den samme behandling heller ikke nødvendigvis til alle.
Når spiseforstyrrelse og neurodivergens optræder sammen, er det vigtigt både at tage spiseforstyrrelsen alvorligt og være nysgerrig på den neurodivergente persons måde at opleve verden på.
Målet er ikke kun at få spiseforstyrrelsen til at fylde mindre. Målet er også at skabe et liv, som den unge kan være i uden at have brug for spiseforstyrrelsen som strategi.
Der findes veje videre - men vejen behøver ikke se ens ud for alle.
Du kan også læse mere om spiseforstyrrelser og finde rådgivning hos Somenta på Somenta.dk.