Hvordan ved jeg, om jeg både har en spiseforstyrrelse og neurodivergens?

Det er svært at have en spiseforstyrrelse. Mad, krop, vægt og motion kan komme til at fylde enormt meget. Måske bruger du meget energi på at tænke på, hvad du skal spise, hvornår du skal spise, eller hvordan din krop ser ud. Måske har du regler og rutiner, som er svære at bryde. Og måske bliver du meget urolig, når andre forsøger at ændre på dem.

Samtidig kan det være svært overhovedet at forstå, hvorfor det er blevet sådan.

For nogle unge er spiseforstyrrelsen ikke hele forklaringen. Nogle opdager undervejs, at de også er neurodivergente.

Kunne jeg også have autisme eller ADHD?

Autisme kan se meget forskelligt ud. Især hvis du gennem mange år har lært at tilpasse dig, holde ud og forsøge at gøre det, andre forventer af dig.

Måske kan du genkende noget af dette:

Du bliver meget træt efter skole eller efter at have været sammen med andre. Du bruger meget energi på at finde ud af, hvad andre mener, hvad du skal sige, og hvordan du skal være. Måske virker det, som om du klarer dig fint, men når du kommer hjem, er du helt færdig, og du bruger meget tid på at tænke tilbage på, hvad du har sagt og gjort i løbet af dagen.

Forandringer og uforudsete ting kan være svære. Du har måske brug for at vide, hvad der skal ske, og hvornår det skal ske. Planer, rutiner og faste måder at gøre ting på kan give ro.

Du kan være meget følsom over for lyde, lys, lugte, berøring, tøj eller bestemte konsistenser og temperaturer i mad. Måske registrerer du også signaler fra kroppen anderledes og har svært ved at mærke eller forstå sult, mæthed, træthed, uro eller andre kropslige fornemmelser.

Måske har du altid følt dig lidt anderledes uden helt at kunne forklare hvorfor.

ADHD kan også se meget forskelligt ud. Det handler ikke kun om at være urolig.

Måske har du mange tanker på én gang og svært ved at få ro i hovedet. Måske er det svært at komme i gang med ting, holde fokus eller huske det, du skal - mens du andre gange kan gå helt op i noget og glemme alt omkring dig, også at spise. Måske handler du hurtigt, før du når at tænke dig om, eller dine følelser skifter hurtigt og føles meget stærke. Måske har du brug for at bevæge dig for at kunne tænke eller falde til ro.

Ingen af disse ting betyder i sig selv, at du er autistisk eller har ADHD. Men hvis du kan genkende meget af det - og måske også kan huske, at noget af det fandtes, før spiseforstyrrelsen begyndte - kan det være relevant at undersøge nærmere. Tal med din behandler eller din læge om det.

Når autisme og spiseforstyrrelse optræder sammen

Hvis man både er neurodivergent og har en spiseforstyrrelse, kan de to ting komme til at påvirke hinanden.

En spiseforstyrrelse kan for eksempel skabe regler og kontrol i en hverdag, der ellers føles uforudsigelig. At spise det samme kan føles mere overskueligt end hele tiden at skulle vælge. Motion kan måske hjælpe med at regulere uro. At fokusere på mad og vægt kan i perioder komme til at skygge for andre svære følelser og krav.

Samtidig kan sanser gøre mad vanskelig. Sociale måltider kan være overvældende. Det kan være svært at mærke kroppens signaler. Og når bestemte rutiner først er blevet etableret, kan det være ekstra svært at ændre dem.

Derfor kan det også blive mere kompliceret at få hjælp.

Hvis alle vanskeligheder bliver forstået som en del af spiseforstyrrelsen, risikerer man at overse det, der handler om autisme. Og hvis behandlingen kræver mange hurtige forandringer, meget fleksibilitet eller mange samtaler om følelser og kropslige signaler, kan den blive sværere at bruge. Nogle oplever også, at det er svært at give slip på spiseforstyrrelsen, fordi de først har brug for hjælp til det, der er svært, også selv om man ikke helt selv ved, hvad det præcist er.

Det betyder ikke, at du ikke kan få det bedre.

Det betyder, at hjælpen måske skal passe bedre til dig.

Det kan være nødvendigt at tage mere hensyn til dine sanser, dit behov for forudsigelighed og pauser, din måde at kommunikere på og den tid, du har brug for til at forstå og vænne dig til forandringer.

Og måske skal spørgsmålet ikke kun være: "Hvordan får vi spiseforstyrrelsen til at fylde mindre?" Men også: "Hvad har spiseforstyrrelsen hjulpet dig med at håndtere - og hvordan kan vi hjælpe dig med det på andre måder?"

At opdage autisme handler derfor ikke om at få endnu et problem eller endnu en diagnose. Det kan være begyndelsen på at forstå sig selv bedre - og på at få hjælp, der giver mere mening.

En spiseforstyrrelse kan være med til at beskytte dig mod det, der er svært i livet. Ofte kommer en spiseforstyrrelse i teenageårene, som er svære år for alle, men hvis du er særligt udfordret i forhold til ændringer og ikke at vide, hvad der sker, og hvad der forventes af dig, er det særligt udfordrende og for mange en uoverskuelig tid. En spiseforstyrrelse giver en pause fra alt det og giver tid til, at man kan lande i det.

Hvis du er neurodivergent, er det vigtigt at begynde at forstå dig selv og din egen profil. Når du bliver klogere på, hvad der har været svært for dig gennem livet - og hvorfor - kan mange ting begynde at give mere mening.

Det handler ikke om, at du skal lære at holde mere ud. Tværtimod handler det om at lære, hvad der kræver meget af dig, hvad der overvælder dig, og hvad der hjælper dig med at få ro og energi igen.

Med den viden kan du og menneskerne omkring dig begynde at passe bedre på dig. Du kan få hjælp til det, der er svært eller kræver meget energi, og lære at mærke dine egne grænser, regulere dig selv og finde strategier, der virker for dig.

Målet er, at verden ikke hele tiden skal være et sted, du skal kæmpe for at kunne holde til at være i. Du skal kunne være i den præcis, som du er - med større tryghed, fordi du forstår dig selv og ved, hvad du har brug for.